Klubben i Brielle har fået et nyt ansigt

 
Belinda.jpg
 
 

AF DYVEKE NIELSEN, KOMMUNIKATIONSANSVARLIG


Hun hedder Belinda. Hun er både nordmand og hollænder, og så taler hun intet mindre end seks sprog. Belinda glæder sig til at skabe ’a home away from home’ for de søfarende i klubben i Brielle, en hyggelig by midt i Rotterdams havn.

”Man kan sige, at jeg helt fra barnsben har haft sømandslivet helt tæt på. Jeg er opkaldt efter skibet BELINDA, et smukt, hvid-malet tørlastskib ejet af det norske rederi, A.H. Mathiesen, som min far, Lars Gustav Hoff så engang i 1965, da han arbejdede som 2. officer på M/S JARILLA.

I 1967 da min far gik i land, åbnede han én af de første maritime pubber i Brielle, ’Nordkapp’, hvor han også mødte min mor, Maryca. Sammen åbnede de senere en pub ’De Roef’, der betyder skibsmesse på hollandsk. Mange søfarende kom her. De kom forbi til et godt måltid mad, afslapning fra det travle liv til søs og samtaler med de lokale og med familien Hoff der står bag baren.

 Verdens største tørlastskib BERGE STAHL

Verdens største tørlastskib BERGE STAHL

Jeg kan huske, at jeg som 17-årig, så verdens største tørlastskib ’BERGE STAHL’ ankomme til havnen i Rotterdam. Skibets besætning besøgte min fars pub, og det viste sig, at skibets kaptajn var fra selv samme by i Nordland i Norge, som min far. Sikke en lille verden. Min familie og jeg blev gode venner med de norske og indiske besætningsmedlemmer, og i det seneste år har kaptajn Darbari og Sharma budt os velkommen om bord. Hvert besøg på BERGE STAHL med hendes 342 meter i længden og 63,5 meter i bredden forbliver en kæmpe oplevelse.

Jeg fik blod på tanden for livet til søs. Derfor begyndte jeg at arbejde for North Sea Ferries (nu P&O ferries). Først på land og lidt senere som Chief Purser på SEAWIND CROWN og BRILLIANCE OF THE SEA. Det var fantastisk at arbejde med så mange forskellige nationaliteter. Vi var 400 crew members fra 43 forskellige lande og 800 passagerer fra hele verden. Det var så ’skikkeligt’ et skib.

Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer med livet til søs i Brielle. Søfarende kan forvente ture i byen, så de kan få lidt adspredelse. Byen er fuld af dejlige butikker, hyggelige caféer, billedsmukke, monumentale bygninger, en ikonisk vindmølle og kirke, et museum, gallerier, supermarkeder og lækre restauranter. De lokale er meget imødekommende. De er vant til det sejlende folk, der kommer fra hele verden. Der skal selvfølgelig også være tid til afslapning og lige tjekke mails, spille dart eller tage et spil kort i vores hyggelige klub.”

Belinda erstatter velfærdsmedarbejder, Jacob Christensen, der efter fem år i Brielle, er flyttet hjem til Danmark med sin kone, Tonje. Jacob fortsætter i SEA HEALTH & WELFARE-huset i Rødovre som konsulent med fokus på søfarendes motion og udvikling af velfærdsområdet.


 Fra den 1. oktober 2018 er det Belinda, der kommer på skibsbesøg med bl.a. bøger og nyheder i Rotterdams havn.

Fra den 1. oktober 2018 er det Belinda, der kommer på skibsbesøg med bl.a. bøger og nyheder i Rotterdams havn.