”DET BETALER SIG AT GIVE LIDT AF SIG SELV”

Efter syv år på verdenshavene fik Jannie Moesgaard Farries nok af at sejle. Hun kunne ikke længere leve med et svingende socialt fællesskab om bord, og savnet af dem derhjemme var for stort. Hun gik i land, men genfandt lysten til et arbejdsliv om bord, sammen med en helt ny ambition om at bidrage mere til fællesskabet om bord og insistere på tættere relationer.

Jannie Moesgaard Farries er af den overbevisning af , at der altid er kæmpe potentiale for at skabe et fantastisk miljø ombord. Det handler om at vise interesse for hinanden og holde gang i både de lette og svære samtaler. FOTO: Carsten Villadsen.

Der er tydelige maritime spor i lejlighedenud til Øresund på Amager i København, hvor 32-årige Jannie Moesgaard Farries bor sammen med sin, Robert, når hun ikke er til søs som 1. styr-mand på ét af Mærsks mange container-skibe.

Et modelskib i træ, en plakat med fyrtårne og et miniaturecontainerskib bygget i Lego afslører, at her bor mennesker med hang til verdenshavene og søfart.

På trods af sin unge alder har Jannie mere end 10 års erfaring i at navigere i det maritime fag. Et fag som hun med det samme følte sig hjemme i, da hun ved lidt af en indskydelse meldte sig til Forsvarets Dag og hørte om Søværnet, mens hun gik i gymnasiet.

Men også et fag som hun på et tidspunkt måtte opgive, fordi den mentale belastning ved at være hjemmefra i lange perioder, uden tætte og sociale relationer om bord, blev alt for stor. Jannie valgte at skifte livet til søs ud med et kontorjob i land.

Efter et par år bag skrivebordet trak havet igen i hende. Men hun vidste, at noget måtte ændres, for at hun kunne trives til søs. Et særligt mantra, akkompagneret af et løfte til sig selv om at gøre noget helt anderledes, ledsagede hende, da hun genoptog arbejdslivet til søs.

Det vender vi tilbage til.

DEN RETTE HYLDE

Det føltes fuldstændigt rigtigt, da 20-årige Jannie, efter et par uddannelsesmæssige omveje, landede på Svendborg Søfarts-skole for at uddanne sig til ubefaren skibs-assistent. Før det havde hun aftjent værnepligt i Søværnet, hvor hun havde været på grundskole i Frederikshavn, og herefter fem uger på en sejlads med Inspektionsskibet HVIDBJØRNEN fra Island til Grønland.

Oplevelser der gjorde stort indtryk, og som bekræftede hende i, at det var søfartsvejen, hun skulle gå.

”Jeg var usikker som 20-årig og vidste ikke, hvilken uddannelse jeg skulle vælge. Det var meget svært for mig, men jeg mærkede, at her var noget, jeg var god til og som faldt mig let. Det gav bare mening. Alle de maritime udtryk faldt mig naturligt. Jeg forstod instinktivt sproget og den verden, som er på skolen i Svendborg. Det var rart og beroligende. Det føltes rigtigt i maven, og det var som om, at alt var spændende per automatik”.

Én af skolens lærere spottede hurtigt, at her var en elev, der brændte for faget.

”Min lærer, Per Gammeltoft, trak mig til side og motiverede mig til at søge ind som aspirant. Jeg havde ikke set mig selv som en ledertype eller officer, men jeg søgte ind hos Mærsk, blev tilbudt en stilling og i juli 2011 kom jeg afsted på mit første containerskib som dengang hed MAREN MÆRSK”.

Jannie blev færdiguddannet i 2016 og fik titlen 2. styrmand.

Det kræver en indsats at lave sociale aktiviteter om bord, men det er indsatsen værd, mener Jannie Moesgaard Farries. Hun har fx sammen med en kollega stået for at arrangere Olympiade om bord: ”Stilheden om bord blev aflæst af begejstring. Det skabte god stemning og energi, fordi folk hyggede sig sammen om en aktivitet”. FOTO: Carsten Villadsen.

BØLGEN STOPPEDE

Om bord nød den nye søfarende at kunne veksle mellem teknisk svære opgaver og praktisk sømandskab, samt at forstå lovgivning og procedurer, skibsteknik og teori.

”Jeg elsker blandingen, for det er aldrig det samme. Ruten er ofte den samme, men selvom jeg kender havnene og vandene, så er det alligevel aldrig rigtig det samme. Der er noget andet i luften hver gang. Min udlængsel bliver mættet – også selvom jeg bare glor på bølger,” forklarer hun med et lille grin.

Langsomt blev savnet til dét derhjemme stærkere og stærkere, og hun begyndte at fokusere på alt det, hun gik glip af ved at have et job til søs. Hun kunne ikke længere holde ud, at der gik lang tid mellem muligheden for at knytte tætte relationer om bord, og at det sjældent blev til mere end overfladisk small talk med kollegaerne.

Hun delte ikke med nogen, at hun syntes, det var hårdt at være om bord. Hun løste sine opgaver, og trak sig ellers tilbage for at sove eller kontakte dem derhjemme.

”Jeg oplevede, at mange var private og tilbagetrukne, for sådan er kulturen ofte bare til søs. Sådan var jeg også selv. Jeg syntes, det var enormt demotiverende, når fx kollegaer begyndte at tælle ned til, hvornår vi kunne forlade skibet igen, så snart de var kommet om bord. I stedet for at fokusere på at få det overstået, burde vi skabe relationer til vores kollegaer og være til stede i nuet,” siger Jannie.

Ægtefællen Robert, der er maskinmester og fra Skotland, bakkede hende op i beslutningen om at gå i land. Han kunne mærke, at hun var demotiveret og trængte til nye udfordringer.

”Han gav mig ret i, at det er et mentalt hårdt arbejdsmiljø, men han har sejlet i mange flere år, og havde ligesom accepteret, at sådan er kulturen bare,” siger hun og uddyber:

”Og det er jo lige dét, der typisk sker: Man vænner sig til arbejdsmiljøet, og så gør man ikke mere ved det, man går bare og vil have turen overstået. Sådan gik det også for mig, og til sidst havde jeg ikke lyst til at sejle mere”.

Bølgerne blev skiftet ud med et job som lastplanlægger på Mærsks hovedkontor i København, hvor hun tilbragte to år med at koordinere lastning og losning af containere og få et endnu større indblik i den globale verdenshandel.

”Det var virkelig lærerigt og spændende, og godt for mig at komme tæt på min familie og venner igen. Samtidig mindede det mig også om, hvad jeg elskede – og stadig elsker – ved at være til søs”.

NYE BØLGER PÅ HAVET

Efter et par år kunne Jannie mærke, at hun igen fik udlængsel mod det uendelige blå hav og den optimale blanding af praktiske og teoretiske opgaver om bord. I 2020, midt i en verdensomspændende pandemi, gik hun om bord på et af Mærsks skibe, denne gang containerskibet MOSCOW MÆRSK. Med sig havde hun et helt særligt mantra:

”Jeg vil gøre det anderledes. Jeg vil være med til at forandre det. Sammen kan vi gøre det meget bedre!”.

Jannie følte et særligt ansvar for at være med til at forandre, udvikle og styrke det mentale arbejdsmiljø om bord.

Hun vidste, at det var altafgørende for hendes egen trivsel og arbejdsglæde, at hun tog ansvar for at nedbryde nogle af de barrierer og kulturer, der havde medvirket til, at hun mistede lysten til at sejle.

“Jeg oplevede, at mange var private og tilbagetrukne, for sådan var kulturen ofte bare til søs. Sådan var jeg også selv”. FOTO: Carsten Villadsen.

”Mange er private og tilbagetrukne. Søfart er et konservativt fag, og det tager lang tid at ændre, for sådan er kulturen bare. Det er først de senere år, at man er begyndt at tale om psykisk arbejdsmiljø,” siger hun og fortsætter:

”Der er kommet meget mere fokus på den mentale trivsel om bord og det psykiske arbejdsmiljø, og det er bl.a. takket være SEA HEALTH & WELFARE og rederier, der sætter fokus på det. Jeg synes, at jeg kan mærke, at der er sket en positiv udvikling bare i de par år, jeg har været i land, men der er stadig virkelig meget, der kan blive bedre”.

TID ER EN MANGELVARE

Ifølge Jannie er én af de helt centrale udfordringer, ved at skabe bedre mental trivsel om bord, at tid er blevet en mangelvare i moderne søfart.

”Vi er på et skib, der er bygget til at flytte last fra A til B. Vi kan ikke lægge til for at tage på sightseeing, lave teambuilding eller sidde den halve nat og fortælle røverhistorier i salonen. Udbud og efterspørgsel har ændret sig markant, og kunderne kan ikke vente på deres frosne kød eller kondisko, mens vi laver sociale aktiviteter,” siger hun og understreger med fast stemme:

”Sociale arrangementer gør en forskel, men det kræver tid, og det har vi ikke meget af om bord. Folk vil forandringerne, men der er ikke tid”.

Hendes pointe er, at hvis man vælger at møde op til fx en filmaften, så går det udover ens søvn eller tid til at ringe hjem.

”I de længste perioder har jeg otte timer mellem vagterne, og dér skal jeg nå at spise, sove, lade op og måske ringe hjem. Så jeg er pålagt et valg mellem Jannie-tid og social-tid, og vælger jeg fx det sociale, så er der mindre tid til at sove. Vi bliver ofte spurgt, om man ikke bare kan ansætte flere folk, bare lige 1-2 medarbejdere mere, men det er jo også en omkostning, og jeg kan ikke svare på, om det i virkeligheden ville gøre en forskel. Nogen skal stadig tage vagten på broen, og kan dermed ikke deltage i sociale arrangementer, ” siger hun og underbygger sin pointe:

”Maskinmestrene bestemmer heller ikke, hvornår noget går i stykker i maskinen, så de kan heller ikke altid være med. Det samme gælder aktiviteter før grillaftener. Dem går kokken og stewarden altid glip af, fordi de forbereder måltidet. Der er jo intet ulovligt i den måde, vi arbejder på – det er moderne søfart. Så jeg ser kun én mulighed, og det er, at vi selv tager fat og ændrer miljøet om bord med de midler, vi har”.

SPØRG IND – OGSÅ TIL DET SVÆRE

Hun mener, at der i stedet skal meget mere fokus på, at man som kollegaer kan skabe værdi for hinanden i alle sammenhænge – ikke kun når man er til en film- eller grillaften – men også når man sidder over maden, løser opgaver sammen eller holder en kort pause.

”Vi skal spørge mere ind til hinanden. Vi skal ikke bare stille ét spørgsmål, vi skal lade samtalen fortsætte, spørge ind til mere og samle op på tidligere samtaler. Vi kan til en start spørge hinanden om familie, hvilke andre skibe man har været på, hvorfor man har valgt sådant et arbejdsliv. Det handler om at starte en samtale med hinanden og lade den fortsætte”, siger hun og understreger:

”Det kan være grænseoverskridende at starte samtalen, men det er også enormt værdiskabende – og netop derfor er det så vigtigt”.

Kunsten er at få samtalen til at gå fra smalltalk til at nærme sig hinanden, skabe fortrolighed og tryghed, så man kan have en dybere samtale og dermed blive en reel støtte for hinanden i svære situationer.

Netop det at støtte hinanden er vigtigere end nogensinde før, fordi hverdagen til søs har været stærkt påvirket af COVID-19 og stadig er det. Coronakrisen har haft mange negative og barske følgevirkninger for søfarende:

”Nogle har ikke kunnet komme hjem til meget syge eller døende familiemedlemmer, andre har været afskåret fra at deltage i begravelser,” fortæller Jannie og understreger: ”Det er alt sammen hårde sager, og alt det svære påvirker skibet”.

Midlet til at gøre alt det svære, som besætningsmedlemmerne oplever både om bord og hjemme hos familien, lettere eller i hvert fald mindre ubærligt, er at tale sammen.

”Jeg prøver at tale med dem, der har det svært – fx kollegaer, der har mistet. Men jeg oplever en berøringsangst overfor at spørge om det svære. Det er svært at åbne op, være ærlig og sænke paraderne. Vi har en del indbyggede barrierer, og det er som om, at der er en grænse for, hvor meget man deler ud af sine personlige ting – jeg er også selv sådan”.

Netop derfor gør Jannie selv sit ypperste for at holde fast i sit mantra om at være medskaber af dybere samtaler med kollegaerne.

”Jeg forsøger at give slip på min egen selvkontrol, fx ved at dele ud af mine egne følelser. Jeg siger højt, hvad der er svært. Jeg siger højt, når jeg savner Robert, og at det er svært at undvære hinanden i seks måneder, og at det er svært at leve med den usikkerhed, som Covid-19 bringer med sig”.

Når man nærmer sig hinanden på det personlige plan og har det rart sammen, så styrker det også det faglige samarbejde, mener Jannie:

”Når man føler sig godt tilpas, så bliver man også mindre bange for at ytre sig, og man tør komme med idéer. Man bliver som medarbejder og kollega mere motiveret til at tage en ekstra tørn, hjælpe andre og være mere effektiv, og det er godt for både skibet og rederiet. Jeg tror også det handler om, at vi skal se og anerkende hinanden noget mere. Det har vi, der har en lederrolle, et særligt ansvar for”.

”Hvis man ikke har det godt om bord, kommer man hjem og er enormt demotiveret. Man kan ikke bare glemme den stemning og det mentale pres, man har været under på skibet. Det tager tid at ryste af sig igen. Jeg har selv haft den her frustrerende følelse af at have ofret tid med mine venner og familie for at være en del af et arbejdsmiljø, der ikke er godt. Hvis man derimod er en del af et værdiskabende fællesskab, så bliver det meningsfyldt og energigivende”.

SPREDER SIG SOM RINGE I VANDET

Lysten til at tale sammen, at vise interesse for hinanden og støtte hinanden i svære perioder, skal sprede sig som ringe i vandet, håber Jannie. Det skylder vi både hinanden og de kommende generationer af søfolk. Hvis vi ikke lykkes med at forandre kulturen, er hun bekymret for, at det bliver sværere og sværere at få unge til at bide på søfarts-krogen.

”Jeg er fuldt ud klar over, at det er en kulturændring, der tager tid, men vi har ikke et valg. Vi bliver nødt til at forandre, ellers kommer erhvervet til at stå med en kæmpe udfordring i forhold til at få unge ind i faget”.

Hun væbner sig med tålmodighed, men accepterer ikke, at der ikke bliver gjort noget for at skabe et bedre mentalt arbejdsmiljø på skibene. Det kræver en fælles indsats:

”Der skal skabes rum til, at vi tør tale sammen og være fortrolige. Jeg havde fx en kollega, der betroede mig om sin homoseksualitet, men som ikke ville stå frem om det foran resten af besætningen. Det dur ikke, at man gennem så mange uger eller måneder skal gå og skjule, hvem man er. Der er noget helt galt med et miljø, hvor man ikke tør stå ved, hvem man er som menneske. Det er for hårdt. Det er frygteligt at gå og være bange for, at ens omgivelser ikke vil anerkende en, som man er. Sådan et arbejdsmiljø vil jeg simpelthen ikke acceptere mere”.

Jannie er blevet helt afklaret med, hvad det er for et arbejdsmiljø, hun ønsker at være en del af ombord. På samme måde, som hun er helt afklaret med, hvad det er for karrieremæssige planer, hun har for fremtiden. Næste professionelle mål for hende er at blive overstyrmand i løbet af de næste par år. Målet om at leve op til mantraet om at være både frontløber for og medskaber af at styrke det sociale fællesskab om bord kræver en vedvarende indsats.

En indsats som hun allerede kan mærke har skabt forandring:

”Jeg tør lige så stille og roligt at lukke folk mere ind. Jeg er gået fra en følelse af, ’hvad har jeg gang i, og hvad laver jeg her’, til at jeg har det virkelig godt om bord. Hvis man har det godt, så forsvinder de lange og hårde arbejdsdage i baggrunden – de er det værd,” siger hun og slutter:

”Når man nærmere sig hinanden og skaber relationer, bliver man også interesseret i at følge hinandens udvikling – både den faglige og personlige – fordi man knytter bånd. Jeg har lært, at det betaler sig at dele og give lidt af sig selv. Det giver værdi for mig og for fællesskabet. Det er virkelig motiverende at følge andre på deres videre færd, se dem blomstre, og se hvordan de venskabelige forbindelser, der opstår, spreder sig som ringe i vandet”.

Følg Jannie på Instagram
På Instagram-profilen @jmfarries deler Jannie ud af sine personlige oplevelser til søs. “Jeg deler de historier, jeg møder blandt mine kollegaer. Historier som bevæger mig, og historier som viser min store passion for livet til søs”.