Nye hviletidsregler fra 1. januar 2012 skiller vandene
IMO holdt i juni 2010 en diplomatkonference, hvor en lang række ændringer til STCW-konventionen blev vedtaget.
Dette inkluderede flere markante ændringer til de internationale hviletidsregler. De markante ændringer til hviletidsbestemmelserne betyder:
77 timers hvile frem for tidligere 70 timers hvile i en 7 dags periode.
Minimum 10 timers hviletid i døgnet.
Begrænsninger i forhold til undtagelser fra hovedreglerne. Disse begrænsninger forhandles mellem parterne.
De nye ændringer betyder også, at man efter aftale mellem parterne kan opdele hviletiden i op til 3 perioder, men der er begrænsninger for, hvor mange gange dette må gøres inden for en 7-døgns periode. Samtidig skal den ene af de 3 perioder være på minimum 6 timer. Det er en ændring, som sekretariatschef i Rederiforeningen af 2010, Michael Wengel-Nielsen, hilser velkommen. ”I lyset af, at hovedreglen hele tiden har været 77 timers hvile pr. uge, er resultatet tilfredsstillende. Netop behovet for at kunne opdele den daglige hvileperiode i mere end to perioder kan løse mange problemer f.eks. i forbindelse med afgang eller ankomst fra havn.””Det væsentligste, som redersiden også pegede på inden revisionen af bestemmelsen, er en effektiv hånd-hævelse af hviletidsreglerne i fremtiden. Det vil givet øge sikkerheden under sejladsen, som var begrundelsen for de seneste ændringer,” siger Michael Wengel-Nielsen.
En forringelse
“Vi synes, det er en forringelse,” oplyser Henrik Berlau fra fagforeningen 3F's søfartsteam. “Vi vil gerne have den åbenlyse forbedring fra 77 til 70 timer – men at betale for det med en øget koncentreret arbejdstid – hovedsageligt i havn – det er rigtig dårligt. Det er helt galt der, hvor folk går to skiftet vagt, for de vil aldrig få sovet ud,” anfører Henrik Berlau. “Så hellere beholde de gamle regler.”
Standard bliver hævet
Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth har tidligere erklæret sig tilfreds med de nye regler. ”Jeg er meget tilfreds med resultatet. Den internationale standard bliver hævet på mange vigtige områder og kan være med til at forbedre sikkerheden til søs,” sagde Andreas Nordseth tidligere i år om den nye STCW-konvention.