Den korrekte belysning på skibet
Af Mads Monrad Møller, konsulent, SEA HEALTH & WELFARE
SE VERDENEN I DE RIGTIGE FARVER
Det er vigtigt, at en lyskilde har en god farvegengivelse. Det kræves, at I vælger lyskilder med et Ra-indeks på over 80 for arbejdspladsen. Ved særligt krævende arbejdspladser, så som kabyssen, kræves det ifølge standarden, at lyskilden har et Ra-indeks på over 90. De fleste LED-pærer har et Ra-indeks på 80, men LED-pærer bliver bedre og bedre, derfor kan man i dag finde LED-pærer med et Ra-indeks på over 90. Vi anbefaler, at I som hovedregel holder jer til lyskilder over 90 Ra, da dette sikrer den bedst mulige farvegengivelse.
BELYSNINGSSTYRKE
For at sikre den bedst mulige koncentration er det vigtigt, at arbejdsområdet er tilstrækkeligt belyst. Der stilles krav til belysningsstyrken alt efter hvilken arbejdsopgave, der skal løses. Vi anbefaler, at I sørger for at have en god almen belysning i rummet, da store forskelle i belysningen af rummet kan være generende og f.eks. kan forårsage hovedpine. En god tommelfingerregel er, at der bør være 500 lux på faste arbejdssteder og 200 lux som omgivelseslys.
BLÆNDING OG FLIMMER
Når armaturer skal opsættes, er det vigtigt at tage højde for blænding. Blænding skal undgås, da dette kan føre til ubehag og dårlige arbejdsstillinger. Man må ikke have direkte udsyn til lyskilden. Dette kan undgås ved at opsætte armaturerne korrekt og/eller opsætte afskærmning. Det er også vigtigt at være opmærksom på flimmer fra kunstigt lys. Flimren kan forårsage stress og hovedpine. Ældre lysstofrør og frekvensdæmpede LED-pærer kan flimre, selvom man ikke kan se det med det blotte øje. I bør derfor vælge lysstofrør med HF-forkoblinger i armaturerne og være sikker på, at man dæmper sine LED-pærer korrekt.