En dedikeret mentor giver kadetten et stort forspring

 
Magnus Krogh Otzen under sin tid som kadet på skibet AXEL MAERSK, der her sejler gennem Panamakanalen.

Magnus Krogh Otzen under sin tid som kadet på skibet AXEL MAERSK, der her sejler gennem Panamakanalen.

Opskriften på en vellykket kadettid er at have en mentor, som har sin egen læretid frisk i erindring, tager udgangspunkt i kadettens evner og initiativer og formår at skabe en rød tråd i kadettens opgaver, mener skibsførerkadet Magnus Krogh Otzen.

 
 

Af journalister Kirstine Thye Skovhøj og Louise Graa Christensen


For 22-årige Magnus Krogh Otzens var den første del af hans udmønstringsperiode på containerskibet AXEL MÆRSK til tider præget af frustration og usikkerhed. Efter at have forberedt sig på sin første sejlads på navigationsskolen SIMAC i Svendborg, var han sulten efter at lære nyt på søen, men han oplevede indimellem at føle sig som en klods om benet på sine overordnede.

”Det havde været rigtigt fedt, hvis der allerede fra første dag var én, der havde sat sig ned med mig og fundet ud, hvad jeg kunne, og hvad jeg var klar til,” siger Magnus Krogh Otzen. I stedet valgte han at tage sagen i egen hånd og tog en snak med  skibets uddannelsesofficer. Efter en periode uden en fast mentor, påmønstrede 1. styrmand, Anja Boytang, og hun påtog sig kort tid efter rollen som mentor for Magnus Krogh Otzen.

”Anja var relativt ung sammenlignet med de andre officerer, og derfor havde hun også sin egen kadettid frisk i hukommelsen og kunne huske, hvad det vil sige at være kadet. Anja Boytang havde selv gået på SIMAC, og havde derfor kendskab til både uddannelsesforløbet og underviserne.”

Med sin nye mentor oplevede Magnus Krogh Otzen, at der blev taget udgangspunkt i ham, hans viden og udviklingsområder. Anja sørgede for at fodre Magnus Krogh Otzens sult efter nye arbejdsopgaver og sørgede også for at oplære ham grundigt og inddrage ham i for eksempel fortøjningsopgaver, sikkerhedsinspektioner og vedligehold. ”Det er rigtig vigtigt, at man som mentor prioriterer at tale om og vise opgaver og arbejdsgange grundigt. Det tager ekstra tid, men man kan ikke gå på kompromis med det, og næste gang vil kadetten være mere selvkørende og til sidst i stand til selv fx at risikovurdere”.

 

Satte oplæringen i system

For Magnus Krogh Otzen var det altafgørende for både hans udvikling og tilværelse om bord, at han blev mødt med tillid og fik udstukket ansvar og konkrete opgaver af Anja Boytang.

Selvom deres vagter ikke altid lå samtidigt, så udviklede de et system, der gjorde, at Magnus Krogh Otzen altid havde opgaver at gå i gang med og ikke følte sig overladt til sig selv.

”Anja skrev en seddel og satte på min dør, når hun gik fra vagt kl. 4. Det betød, at jeg altid havde noget at gå i gang med om formiddagen, og når vi så mødtes til middag, kunne vi vende opgaverne og se på nye sammen,” siger han.

Magnus Krogh Otzen er overbevist om, at det at have en dedikeret og engageret mentor har givet ham et stort forspring.

”Jeg er helt klart blevet meget mere motiveret, og jeg ved, jeg fik afprøvet en meget bred vifte af arbejdsopgaver, som det slet ikke forventes, at jeg kan endnu”, siger han og uddyber:

”Jeg tror, at vi gik så godt i spænd, fordi jeg var initiativrig, og Anja var god til at udfordre mig og skabe en rød tråd i mine opgaver. Vi lavede også sociale ting sammen, og det var med til at styrke vores tillid og forståelse for hinandens måder at være på”. 

 

Magnus Krogh Otzen med sin mentor Anja Boytang på lystsejlads i Svendborgsund.

Magnus Krogh Otzen med sin mentor Anja Boytang på lystsejlads i Svendborgsund.

MAGNUS’ råd til nye kadetter:

  • Gør dig klart, inden du påmønstrer, hvad du vil lære om bord og have med dig hjem af nye færdigheder. 

  • Tag ansvar for din egen læring – tag initiativ og vis interesse.

  • Vis du er sulten efter opgaver.

  • Forlang at få feedback, så sikrer du din egen udvikling.

  • Før en personlig logbog, så kan du huske din egen kadettid. Når du selv bliver officer, kan du huske, hvordan det var og skabe gode oplevelser for andre kadetter.