Start med at vælge det mindst farlige
Inden du skal bruge et kemikalie, er det vigtigt, at du undersøger, om du kan bruge et mindre farligt. Du skal foretage en helhedsvurdering, så du både kigger på produkts farlighed og også vurderer faktorer som påvirker udsættelsen herunder mængde, varigheden, temperatur, arbejdsmetode mm.
Kriterierne for om et produkt kan medtages i Kemikaliedatabasen er, at det er indmeldt af et rederi, samt at det opfylder EU samt dansk kemikalielovgivning. Men det er ikke nødvendigvis de mest arbejdsmiljøvenlige produkter, der er medtaget i databasen. For at komme i gang med at erstatte de farligste produkter har vi i Kemikaliedatabasen og platformen @SEA-@SHORE mærket de farligste med en advarselstrekant for substitution.
Kriterier for hvornår et produkt mærkes med en advarselstrekant
Produktet indeholder kræftfremkaldende (og mutagene) stoffer omfattet af Søfartsstyrelsens kræftliste (normalt over 0,1% stof i produkt). Listen omfatter ikke reproduktionsskadende stoffer.
Produktet er klassificeret som giftig ved indånding og/eller hudkontakt.
Produktet indeholder miljøfarlige stoffer (Hvor der er forbud på land for anvendelse Halon, Bly…).
Produktet indeholder stoffer på EU’s kandidatliste
Undtagelse: Der gives ikke advarselstrekant, hvis produktet ikke kan erstattes (fx Chlorid test kit hvor der er givet en generel dispensation fra Søfartsstyrelsen).
Der hvor leverandøren selv har et mindre farligt erstatningsprodukt, har vi angivet dette med et produkt nummer.
Til leverandøren: Undgå at bruge stoffer, der er mærket i Kemikaliedatabasen med en advarselstrekant for substitution. Giv rederiet/skibet et mere arbejdsmiljøvenligt alternativ. Hvis I giver os oplysninger om et mere miljøvenligt alternativ, vil vi i databasen meget gerne henvise til dette.
Til rederiet: Hjælp jeres skibe med at vælge de mindst farlige produkter. Hav en politik med hvilke kriterier I selv sætter for jeres valg af produkter. Følg politikken. Dette gøres ved at anvende så få produkter som muligt med advarselstrekanten. Ryd løbende op i produkterne på jeres positivliste, særligt dem med advarselstrekanten.
Til sikkerhedsorganisationen om bord: Spørg rederiet eller undersøg selv om I om bord kan anvende et mindre farligt produkt. Hvis I ikke kan erstatte et produkt, der har en advarselstrekant for substitution, skal I være opmærksom på, at der gælder særlige regler for arbejde med produktet fx arbejde i lukkede anlæg eller krav om giftmeddelelse.