Få overblik over alle religiøse mærkedage i 2024
SEA HEALTH & WELFARE har produceret en kalender, der giver overblik over de største trosretningers mærkedage. Du kan downloade kalenderen herunder og få inspiration til fejringer på jeres skib.
Religion har stor betydning for rigtig mange søfarende.
Troen på en gud er for mange søfarende en stor hjælp til at håndtere livet til søs, men samtidig er religion meget personligt og noget, der i vid udstrækning ikke italesættes ombord.
Hos SEA HEALTH & WELFARE ser vi troen som et springbræt til at komme tættere på hinanden. Der er så meget nyt, man kan lære om hinanden, og om hinandens kulturer, hvis den enkelte føler sig tryg og tør fortælle om sin tro eller overbevisning.
En opfordring fra SEA HEALTH & WELFARE er, at man på skibet, i udmønstringens begyndelse, eller når der kommer nye besætningsmedlemmer ombord, finder ud af, om der er nogle særlige højtider, mærkedage eller nationaldage, der bør fejres i den pågældende udmønstringsperiode.
Undersøg, om der med stores kan bestilles udsmykning og særlige madvarer, der hører anledningen til. Selvom det ikke er en højtid eller anledning, man selv fejrer, anerkender man hinanden, ved at fejre hinandens særlige mærkedage, og derved bliver besætningen knyttet tættere sammen.