Anbefalinger til rederier – sådan kan I sætte ind mod chikane og mobning om bord

Torsdag 15. august kunne Danske Rederier præsentere anbefalinger til Best Practice, der er målrettet rederierne. Blandt anbefalingerne er etablering af effektive whistleblowerordninger, klagemuligheder samt løbende opfølgning.

Anbefalingerne er et af flere tiltag, som skal medvirke til at forebygge mobning og chikane på dansk-flagede skibe. Tiltagene blev meldt ud efter en undersøgelse sidste år viste, at en betydelig del af de søfarende netop havde oplevet chikane og mobning.

SEA HEALTH & WELFARE har i mange år arbejdet med søfarendes mentale trivsel og velvære, og er parat til at assistere rederier med dansk-flagede skibe, som ønsker rådgivning og sparring omkring forebyggelse og håndtering af blandt andet chikane og mobning om bord.

”Vi er helt enige med branchen i, at enhver chikane og mobning er uacceptabelt. Anbefalingerne fra Danske Rederier vil være et godt afsæt for alle rederier, som vil gøre noget aktivt for at styrke det psykiske arbejdsmiljø om bord og sikre, at alle besætningsmedlemmer uanset køn, nationalitet, anciennitet og uddannelse føler sig psykologisk trygge,” siger Mathias Augustsen, der er faglig leder hos SEA HEALTH & WELFARE.

Vi tilbyder sparring og rådgivning om psykologisk tryghed om bord

Forebyggelse af chikane og mobning handler først og fremmest om at skabe et godt og inkluderende fællesskab om bord, som alle besætningsmedlemmer føler sig velkommen i. 

Det gælder både erfarne søfarende og den nyuddannede befarne, som påmønstrer et fartøj første gang.

”Vi kan blandt andet hjælpe rederier med at formulere en håndgribelig politik, som understøtter en kultur, hvor alle i organisationen arbejder for at fremme adfærd og normer, som støtter op om rederiets mål og visioner for et godt arbejdsmiljø,” siger Mathias Augustsen.

Vejledninger og materiale målrettet rederier

SEA HEALTH & WELFARE har udviklet en række vejledninger og materialer, som er samlet under betegnelsen ”Mental Health Toolbox”. 

Vil I høre mere om, hvordan I kan anvende materialerne i jeres arbejde for et godt, psykisk arbejdsmiljø, så kontakt os direkte på telefon 2960 7427 eller mail: tma@shw.dk

Læs mere om SHW’s materialer her

Læs om Best Practice anbefalingerne her:

Troels Leth