SHW byder velkommen til Charlotte

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Charlotte Dahl Severinsen, som pr. 1. januar 2026 er startet hos SEA HEALTH & WELFARE som trivsels- og arbejdsmiljøkonsulent.

Arbejdet med arbejdsmiljø og trivsel var en væsentlig motivation for Charlotte i valget af SHW som arbejdsplads. Hos SHW vil hun primært arbejde tværfagligt i krydsfeltet mellem trivsel og arbejdsmiljø og vil også få opgaver, der bringer hende ud på skibene. Det er et aspekt ved jobbet, som hun ser meget frem til. 

Charlotte ser især frem til en hverdag med fokus på det psykiske arbejdsmiljø på de dansk-flagede skibe:

“Det skal være sundt, godt og lærerigt at gå på arbejde til søs – både mentalt og fysisk.”

Charlotte er uddannet cand.scient. i idræt og psykologi og har en stærk faglig interesse for arbejds- og organisationspsykologi. Hun kommer senest fra en stilling som gymnasielærer på Frederiksberg og har også arbejdet indenfor HR-udvikling og coaching i en mindre virksomhed.

Charlotte bor i Vanløse og er et udpræget friluftsmenneske. Hun elsker at være udenfor og tage på fisketure – og drømmer en dag om at fange en pigvar ved vesterhavet. Det maritime fylder i det hele taget en del i Charlottes liv. Hun har sejlet havkajak, haft anpart i et træskib i Nyhavn og har længe drømt om for alvor at lære at sejle.

Vi glæder os meget til samarbejdet og byder Charlotte hjerteligt velkommen til SHW.

Troels Leth