SHW inviterer søfarende til stafetløb i København den 27. august 2026

Hvert år i august er København, Danmark vært for DHL Stafetten, som er et velarrangeret og hyggeligt stafetløb for virksomheder med deltagelse af tusindvis af mennesker.

Der er tradition for at SEA HEALTH & WELFARE (SHW) stiller med flere hold og i år skal vi løbe torsdag den 27. august.

Du er inviteret

Er du søfarende på et dansk-flaget skib eller studerende ved en maritim uddannelse i Danmark, herunder skoleskibene, vil vi meget gerne invitere dig og dine kolleger med. Vi har plads til fem hold for i alt 25 søfarende og studerende.

Er du interesseret, så spørg dine kolleger og medstuderende, om de vil med. Før, under og efter stafetløbet er der hygge og afslapning i vores telt, der ligger lige ved løberuten.

SHW betaler deltagergebyr og forplejning ved arrangementet

SHW betaler dit og dine kollegers deltagergebyr og sørger for mad og drikke mens vi er sammen. Vi bestiller også en SHW T-shirt til alle deltagere. Din rejse og ophold sker for egen regning.

Der plads til løbere og dem, der hellere vil gå 5 km

Der skal være fem deltagere på et hold, som skiftes til at løbe ruten på 5 km. Der er også en gå-rute for hold med deltagere, der måske ikke har så meget fart i benene. Der kan højst være fem deltagere på et hold.

Kan dit skib eller din maritime uddannelse ikke selv stille et helt hold, så sørger vi for at finde pladser til jer på andre hold.

Udfyld formularen senest 27. februar 2026

Når du har samlet et hold, så udfyld tilmeldingsformularen nederst på siden.

Bemærk, at tilmelding er bindende.

Af hensyn til bestilling af telt, forplejning og T-shirts er der frist for tilmelding fredag den 27. februar 2026.

Har du spørgsmål, så kan du skrive en mail til sport@shw.dk

Læs mere om arrangementet her
Troels Leth