RenÉ Andersen fratræder efter 11 år som direktør for SEA HEALTH & WELFARE
De søfarendes arbejdsmiljø- og velfærdsråd, SEA HEALTH & WELFARE, skal have ny direktør, når René Andersen den 1. juni 2026 fratræder stillingen efter 11 år.
René Andersen tiltrådte som direktør i 2015. En af hans første opgaver var at etablere SEA HEALTH & WELFARE gennem en sammenlægning af Søfartens Arbejdsmiljøråd og Handelsflådens Velfærdsråd. Denne fusion var på plads i 2018.
Siden da har René Andersen blandt andet også stået i spidsen for etableringen af Handelsflådens Arbejdsmiljøtjeneste under SEA HEALTH & WELFARE.
”Jeg har haft det privilegium at stå i spidsen for SEA HEALTH & WELFARE i 11 år, hvor vi har fulgt udviklingen i den maritime branche tæt. Jeg vil gerne takke medarbejderne for en strålende indsats. De har skabt en unik vidensbank for arbejdsmiljø og et katalog af velfærdstilbud til glæde for alle søfarende, der arbejder på danskflagede skibe. Jeg vil også sige tak til bestyrelsen for et godt samarbejde gennem alle årene,” siger René Andersen.
SEA HEALTH & WELFARE yder konsulentbistand og tilbyder digitale løsninger til rederier, skibe og søfarende inden for arbejdsmiljø og velfærd til søs. For eksempel om forebyggelse af ulykker samt arbejde med fysisk og psykisk arbejdsmiljø, kemi, sikkerhedsorganisationen, sund kost, det gode fællesskab på tværs af kulturer og nationaliteter m.v.
Det er bestyrelsen i SEA HEALTH & WELFARE, der som led i organisationens fremadrettede strategiske udvikling har besluttet at gennemføre direktørskiftet.
Bestyrelsesformand Anne Windfeldt Trolle udtaler:
”René Andersen har gennem sin tid som direktør ydet en engageret og ansvarlig indsats for SEA HEALTH & WELFARE. På bestyrelsens vegne vil jeg gerne rette en tak til René Andersen for det gode og konstruktive samarbejde gennem årene. SEA HEALTH & WELFARE står over for en videre udvikling med fokus på at styrke organisationens synlighed og udbredelse i branchen. Dette stiller nye krav til organisationen og dens ledelse, og bestyrelsen har derfor vurderet, at der er behov for en ny direktørprofil til at lede organisationen i den kommende fase.”
René Andersen bevarer et tæt forhold til den maritime branche gennem sit virke som bestyrelsesformand for ISWAN, International Seafarers Welfare and Assistance Network.