Hafnia vinder Danske Rederiers Diversitetspris 2026

Små initiativer kan gøre en stor forskel for diversitet, inklusion og trivsel om bord. Det er budskabet bag Danske Rederiers Diversitetspris 2026, som i år går til Hafnia. SEA HEALTH & WELFAREs direktør, Mia Verniere, ser prisen som en vigtig inspiration for hele den maritime branche.

Hafnia er vinder af Danske Rederiers Diversitetspris 2026 – årets tema er “Small changes, big impact”. Prisen blev overrakt den 13. august og hylder initiativer, der skaber en positiv forskel i hverdagen og bidrager til mere inkluderende og velfungerende arbejdspladser.

For Mia Verniere, der den 3. august tiltrådte som direktør i SEA HEALTH & WELFARE, er diversitetsprisen med til at sætte fokus på en udvikling, der er vigtig for både den enkelte søfarende og dansk søfart som helhed.

”Diversitet handler ikke kun om, hvem vi er, eller hvor vi kommer fra. Det handler i høj grad også om at skabe en kultur, hvor alle føler sig respekteret, hørt og som en del af fællesskabet. På et skib arbejder mennesker med forskellige nationaliteter, kulturer, køn, aldre og erfaringer tæt sammen, og derfor er en inkluderende kultur helt afgørende for både trivsel, samarbejde og et godt arbejdsmiljø,” siger Mia Verniere.

De søfarendes stemme skal med

Juryen fremhæver særligt Hafnias Seafarer Advisory Board, hvor de søfarendes egne erfaringer og perspektiver på inklusion og kultur indgår i virksomhedens arbejde.

Netop involveringen af de søfarende er ifølge juryen vigtig, hvis initiativerne skal føre til reelle og langtidsholdbare forandringer.

Hafnia har gennem en årrække arbejdet systematisk med diversitet, ligestilling og inklusion. Rederiet vandt også den første diversitetspris i 2022 for sit Maritime Diversity, Equity & Inclusion Lab og modtog prisen igen i 2024.

Mia Verniere ser både årets vinder og de øvrige nominerede som eksempler på, hvordan arbejdet med diversitet og trivsel i stigende grad bliver omsat til konkrete initiativer i den maritime hverdag.

”Diversitetsprisen er på mange måder en væsentlig inspiration for branchen. Den viser ikke kun, hvor vi gerne vil hen, men også hvordan konkrete initiativer kan flytte noget i hverdagen. Jeg er imponeret over de mange tiltag, vi ser i disse år på danskflagede skibe og i rederierne. Det er initiativer, der skaber dialog, styrker fællesskabet og bidrager til, at flere føler sig velkomne og værdsat på deres arbejdsplads. Det fortjener stor anerkendelse,” siger Mia Verniere.

Stærkt felt af nominerede

Hafnia vandt årets pris foran ESVAGT og Uni-Tankers. ESVAGT var nomineret for en indsats med fokus på trivsel, dialog og forebyggelse af mobning. Uni-Tankers var nomineret for initiativet “Fleet’s Got Talent”, der skal skabe relationer på tværs af roller, skibe og geografiske placeringer.

De forskellige initiativer illustrerer ifølge Mia Verniere, at der ikke findes én enkelt vej til mere diversitet og bedre trivsel.

”Det interessante ved årets nominerede er netop forskelligheden i deres initiativer. Nogle gange er det ikke de store programmer, der gør den største forskel. En samtale, et nyt forum eller et enkelt værktøj kan være med til at ændre kulturen om bord. Det vigtigste er, at arbejdet bliver konkret og relevant for de mennesker, der skal opleve forandringen i deres hverdag,” siger Mia Verniere.

Diversitet og trivsel hænger sammen

For SEA HEALTH & WELFARE er arbejdet med diversitet tæt forbundet med arbejdet for et sikkert og sundt arbejdsliv til søs. Respekt, dialog og plads til forskellighed er vigtige forudsætninger for et godt psykisk arbejdsmiljø – ikke mindst på skibe, hvor besætningen både arbejder og lever tæt sammen over længere perioder.

Danske Rederiers Diversitetspris blev uddelt for første gang i 2022. Hafnia vandt i 2022 og 2024, mens Trine Hoffmann fra A.P. Møller – Mærsk modtog prisen i 2023. I 2025 gik prisen til DFDS for blandt andet en stærk ledelsesforankring af arbejdet med diversitet, lighed og inklusion.

Mathias Augustsen, der er faglig leder ved SEA HEALTH & WELFARE, var blandt juryens medlemmer bag årets pris.

Læs også nyhed fra Danske Rederier her

Troels Leth