Valg af høreværn
Hvorfor får vi høreskader? Hvad kan vi gøre for at mindske risikoen og hvordan påvirker høreskader os fysisk og mentalt?
I den senere tid har der været fokus på snorken i soveværelset fra den, man deler dobbeltsengen med, og der reklameres med en spray, Silence®, som tilsyneladende kan afhjælpe problemet. Vi kunne selvfølgelig håbe på, at vi også kunne løse problemerne med støj ude på skibene med en simpel spray – og støjen var væk! At udviklingen vil gå så stærkt er ønsketænkning, og vi må en del steder desværre stadig tage til takke med personlige værnemidler i form af ørepropper og ørekopper, hvis vi ikke vil pådrage os en høreskade. Når man taler om skader, der er forårsaget af høj lydstyrke, tænker vi oftest kun på hørelsen, men forskning viser, at støj også indvirker på fysikken og kan ændre stofskiftet, forhøje blodtryk og puls, give hovedpine, øge mængden af stresshormoner i blodet, svække immunforsvaret og øge risikoen for hjerte-karsygdomme.
Høreskade
En høreskade kan opstå, når vi befinder os i omgivelser, hvor lydtrykket overstiger 80 dB. Til reference kan nævnes, at støjen i et maskinrum ligger på omkring 110 dB. Der er dog ud over maskinrummet flere steder om bord, hvor der kan være mulighed for at få høreskader. Det kan være ved ventilatorer, kølecontainere, på bildæk eller ved arbejde med mekanisk værktøj. Det skal huskes, at selv kortvarig fjernelse af høreværnet i støjende omgivelser kan resultere i en høreskade. Fx hvis man lige fjerner koppen fra øret for bedre at høre, hvad makkeren siger.
Krav
Et høreværn skal opfylde gældende EN-standarder og være CE-mærket. Høreværn kan kun blive godkendt, hvis bl.a. værnets dæmpning er blevet målt på et autoriseret laboratorium. Dæmpningsværdierne skal oplyses sammen med det enkelte høreværn, eventuelt trykt på emballagen. Dæmpningsværdierne måles under idealiserede forhold og er i reglen højere end den dæmpning, der opnås i hverdagen. Dæmpningen skal både opgives i de enkelte frekvensbånd som HML-værdier, som udtrykker dæmpningen i henholdsvis det højfrekvente (H), mellemfrekvente (M) og lavfrekvente (L) område, og som et enkelt tal, SNR (Single Number Rating), der dækker alle frekvenser. Brugeren kan herefter vælge sit personlige høreværn blandt alle de høreværn, der har tilstrækkelig dæmpning. Et er imidlertid, hvad dæmpningsværdi laboratoriet kommer frem til ved test, noget andet er, hvor meget man ved praktisk brug dæmper. I det efterfølgende er derfor nævnt dæmpningstal iht. Arbejdstilsynets anbefalinger.
Ørepropper
Når man vælger sit høreværn, kan valget falde på ørepropper. Det er også et godt valg, hvis man kun periodisk befinder sig i et støjende miljø. Ørepropper fjerner kun den direkte støjpåvirkning. De fjerner ikke de lydbølger/vibrationer, der forplanter sig i knoglerne bag øret og gennem kraniet. Ørepropper giver en reduktion i støjen på omkring 10-20 dB. Der er også et hygiejneaspekt ved brugen af ørepropper. Nogle bruger de samme opper gentagne gange, og det øger muligheden for en allergisk reaktion grundet snavs fra fingrene under indsættelsen i øret. Noget af det nyeste inden for høreværn er formstøbte ørepropper. Disse er designet og tilpasset den enkelte bruger, og dæmpningen er bedre end ved almindelige ørepropper, men ved nogle typer er hygiejnen igen et problem. Enkelte modeller er dog fremstillet af et smuds- og bakterieafvisende materiale. Der findes en række forskellige ørepropper, og egentlig drejer det sig om, at man finder dem, der sidder bedst i ens ører og slutter tæt, hvad enten det er de almindelige skumpropper eller formstøbte ørepropper.
Ørekopper
På skibene er ørekopper den mest udbredte type høreværn og med god grund, for de fjerner både støj fra den direkte og indirekte lydkilde. Ørekopperne giver en beskyttelse på mellem 20 og 30 dB, hvilket er den beskyttelse, man har brug for, hvis man arbejder i et maskinrum eller på dækket nær ventilatorer eller lignende. Mange føler sig dog generet, når de bruger ørekopper ved arbejde under varme forhold. Der dannes så sved i øret, og ørekopperne glider ned og hviler på toppen af øret. Det er derfor utroligt vigtigt at tørre sine ørekopper af og sørge for luft til øreregionen. Det er ikke kun under varme forhold, man skal tørre sine ørekopper af. Det skal også gøres af hygiejniske grunde. Efterhånden er der kommet mange nye design og features i ørekopperne. MSA har f.eks. lanceret deres nye ørekop, der er mere behagelig at have på end de traditionelle høreværn. Nogle positive funktioner ved disse ørekopper er, at man ubesværet kan have sine briller på, og samtidig sidder de bedre på øret end tidligere design. På mange skibe er der i dag høreværn med indbygget kommunikation. Det er en rigtig god ide, hvis man fx arbejder på et bildæk eller andre steder, hvor støjen kan forhindre vigtig kommunikation. Andre fabrikanter har indbygget alt lige fra tilkobling af I-pod’en via kabel eller mobiltelefon via Bluetooth® i deres modeller.