Nye krav til oplysninger på sikkerhedsdatablade
EU har ændret forordningens bilag II om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH). Det har betydning for sikkerhedsdatabladets indhold og format.
Der er bl.a. nye krav om fysiske og kemiske egenskaber, samt krav om oplysninger om kemikaliers hormonforstyrrende egenskaber.
Herunder får du overblik over de vigtigste ændringer, som du skal tage højde for, når du udfylder sikkerhedsdatabladet. Bemærk, at ændringerne i forordningens bilag II trådte i kraft 1. januar 2021 med en overgangsperiode, der udløber 31. december 2022.
Vi opfordrer jer til at tjekke, at jeres sikkerhedsdatablade er dateret 1. januar 2021 eller derefter. I så fald kan I gå ud fra, at leverandøren har taget de nye oplysninger med.
De vigtigste ændringer i sikkerhedsdatabladet:
1) I punkt 1.1 skal den unikke formelidentifikator (UFI) anføres og i punkt 1.3 skal nærmere oplysninger om leverandøren af sikkerhedsdatabladet fremgå.
2) I punkt 2 og 11 skal information om hormonforstyrrende egenskaber oplyses.
3) I punkt 3 skal følgende oplyses, hvor det er relevant:
Den specifikke koncentrationsgrænse, M-faktoren og estimatet for akut toksicitet for stoffer opført i CLP-forordningens bilag VI.
Hvor der er tale om stoffer i nanoform, skal oplysninger om partikelegenskaber anføres.
Beskrivelsen af kriterierne for at inkludere stoffer under punkt 3 er forbedret og tabel 1.1 opdateret.
4) De mest omfattende ændringer findes i punkt 9 om de fysiske og kemiske egenskaber. Da ændringerne er for omfattende til at blive opremset her henvises i stedet til ændring af bilag II til forordningen. Klik her
5) I punkt 14 gives bl.a. mere information om hvilke oplysninger, der skal angives for transportoplysninger.
UK, som har forladt EU, har tidligere fulgt EU-lovgivningen, men har som følge af udtrædelsen ikke implementeret denne forordning. Derfor vil UK sikkerhedsdatablade fra 31. december 2022 betragtes ligesom andre ikke EU-landes sikkerhedsdatablade.
Det er et krav at sikkerhedsdatablade i Kemikaliedatabasen opfylder EU-lovgivningen.
EU’s nye forordning for sikkerhedsdatablade (2020/878) trådte i kraft 1. januar 2021. Forordningen indeholder en overgangsperiode og skal følges senest den 31. december 2022.
Mere information
Kontakt konsulent Sune Feldthusen Husted
Mail: sun@shw.dk
Telefon: +45 2961 8830