Arbejdspladsernes Motionsuge - Dyrk motion med kollegerne i uge 41
Gør uge 41 til en sjovere og mere aktiv uge på jeres fartøj og i jeres rederi.
I Danmark er uge 41 Arbejdspladsernes Motionsuge. Motionsugen er efterhånden blevet en fast tradition på mange danske arbejdspladser, og det er også en oplagt anledning for maritime arbejdspladser, uddannelser og organisationer til at styrke fællesskabet og arbejdsglæden.
Mange undersøgelser har dokumenteret, at motion på arbejdspladsen – hvor kollegerne er aktive sammen – har en række positive effekter for den fysiske og mentale velvære og trivsel.
I uge 41 vil SEA HEALTH & WELFARE også sætte fokus på de mange fordele, som motion på arbejdspladsen har. Det, at flere er aktive sammen, er godt for den enkeltes fysiske velvære, for besætningens sociale trivsel og sammenhold og for de rederier, som gør lidt ekstra ud af motion og samvær i løbet af ugen.
”Ved at dele viden, erfaringer og konkrete værktøjer og tips til skibsledelsen og besætningerne i den danske handelsflåde håber vi at kunne bidrage til stærke og sunde arbejdspladser og medarbejdere i den danske handelsflåde. Måske motionsugen bliver et springbræt til mere aktivitet på jeres fartøj,” siger Pernille Nordstrand Sass-Nielsen, der er sundhedsfremmekonsulent ved SEA HEALTH & WELFARE.
Nederst får du konkrete idéer og inspiration til sjove, fælles aktiviteter, som I nemt kan arrangere om bord.
Om uge 41
Motion på arbejdspladsen er både en fordel for medarbejderne og for virksomheden
For virksomheden og den enkelte medarbejder er der rigtig mange fordele ved at implementere selv små motionstiltag på arbejdspladsen og i arbejdstiden. Når den generelle sundhedstilstand hos den enkelte forbedres, har dette også mange positive effekter på virksomhedens profil og resultater. For ikke at tale om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
De mange positive effekter ved at muliggøre motion på arbejdspladsen og i arbejdstiden:
- Motion i arbejdstiden kan øge produktiviteten
- Motion kan styrke den social kapital i teams på arbejdspladsen
- Muskel-skelet-smerter i nakke, skuldre, lænd, arme, hænder og fødder kan reduceres og forebygges
- Sygefraværet bliver mindre
- Individets fysiske formåen til at udføre arbejdsopgaverne kan styrkes og øges
- Virksomhedens Return On Investment kan øges når sygefravær reduceres og medarbejdernes produktivitet og arbejdsglæde øges.
De psykiske og sociale fordele ved motion på arbejdspladsen
Motion gavner din mentale trivsel og kan mindske risikoen for psykiske sygdomme
Forskning har dokumenteret, at regelmæssig fysisk aktivitet har et enormt potentiale til at forbedre vores velbefindende (trivsel).
Fysisk aktivitet kan øge selvværdet og kan reducere og forebygge stress, nedtrykthed, depression og angst. Selv en kort periode på 10 minutters rask gang øger vores mentale årvågenhed, energi og positive humør.
Men alle former for fysisk aktivitet er gavnlige så længe de udføres regelmæssigt.
Udover træning med høj intensitet, har blandt andet gåture, aerobic, dans, styrketræning, pilates, yoga og havearbejde gavnlige effekter på den mentale trivsel og psykiske velbefindende
Motion har også en rigtig god effekt på søvnen. God søvn er en nøglefaktor for både den mentale og fysiske sundhed og er altafgørende for evnen til at præstere på arbejdet, træffe beslutninger samt agere i sociale sammenhænge.
Når det kommer til sociale sammenhænge, er motion en god katalysator for fællesskab. Eksempelvis kan et spil bordtennis, dart, basketball eller en fælles træningssession i motionsrummet samle besætningen på tværs af blandt andet kultur, nationalitet og anciennitet og modvirke ensomhedom bord. Når man er aktive sammen, og udfordrer sig selv – sammen – ser man på sine kollegaer med andre øjne, med mere respekt og en følelse af samhørighed.
De sociale interaktioner er også supervigtige for et godt helbred, især om bord et skib, hvor der kan ære sparsom kontakt med kollegerne i løbet af dagen. Det er bevist at ensomme mennesker lever kortere end mennesker med et rigt socialt liv, samt at ensomhed kan føre til depression og forøge chancen for at få hjerte-kar-sygdomme.
Ledelse af motion på arbejdspladsen
Det kræver et langsigtet fokus at forankre motion på arbejdspladsen og opnå nogle af de mange positive effekter af motionen, som beskrevet i det foregående. Det er derfor afgørende, at ledelsen både på fartøjet og på land udtrykker støtte og opbakning til initiativerne og følger op på det.
3 konkrete råd til ledelse af motion på arbejdspladsen:
1) Ledelsen skal sætte rammen:
Formulér et konkret formål med hvorfor I som ledelse/virksomhed prioriterer at medarbejderne kan dyrke motion i arbejdstiden, og giv jeres tydelige opbakning til dette. Det er vigtigt at præcisere, hvor og hvordan motion i arbejdstiden kan foregå, og at tid og ressourcer allokeres ved behov.
2) Som ledelse skal I gå forrest og være med i praksis:
Når ledelsen er med, sender det et klart signal om at det er tilladt at bruge tiden på motion, og så vil medarbejderne engagere sig og deltage. Hvis ledelsen ikke går med og deltager i aktiviteterne, så siver det ikke ordentlig ned i organisationen til medarbejderne.
3) Kommuniker, om hvorfor I gør det, og gentag igen og igen:
God, tydelig og ikke mindst hyppig kommunikation sikrer at medarbejderen forstår hvorfor de også skal prioritere motionen i arbejdstiden og er med til at ændre mindset, holdninger og forståelser. Den bedste kommunikation sker ved at ledelsen aktivt deltager.
SHW deler konkrete værktøjer
For at gøre det så nemt som muligt at implementere bare lidt motion i arbejdstiden, har SHW udviklet ”plug & play” værktøjer til at igangsætte aktiviteter, der både styrker det fysiske og psykiske velbefindende. I finder link til aktiviteterne her:
- Turneringer i bordtennis og dart med mulighed for at vinde t-shirts til hele besætningen
- Mikrotræning. Motions-ambassadørerne Michael Thinnesen og Amine Bak Kassim har bidraget til denne Mikrotræning, som alle kan bruge. Herunder deler de deres egne erfaringer med at dyrke motion om bord.
- Walk Challenge: – print skemaet og opfodr dine kollegaer til en dyst om hvem der kan gå flest skridt i den kommende uge.
I kan følge SHW’s egne tiltag og motion på arbejdspladsen i uge 41, som vi deler på Instagram, Facebook og LinkedIn.
Michael Thinnesen og hans kolleger bruger yoga to gange om ugen. Det fortæller han om i sin hilsen herunder:
Hej SEA HEALTH & WELFARE
Naturligvis stiller vi op til motionsugen igen i håbet om at få nogle flere skibe med. En af mine tidligere 1.maskinmestre vil bruge min plan til at komme i gang igen på deres skib. 😁
Jeg har eksperimenteret lidt med at inkludere yoga (mest strækøvelser) og det er en stor succes. Nu dyrker vi yoga to gange ugentligt mens gymnastikken som hidtil kører videre alle andre dage, dog med søndag som hviledag.
Det er efterhånden fire år siden jeg fik idéen til at dyrke fælles gymnastik og diverse challenges på broen.
Formålet fra min side var at få rystet besætningen sammen på tværs af kulturelle forskelle og samtidig lægge 10-15 min. daglig motion ind i vores hverdag. Der er mange, som ikke selv sørgede for at dyrke motion, når arbejdsdagen var slut.
Jeg spurgte mig for blandt kollegerne og deres respons var nærmest udelukkende positiv; Sæt endelig i gang.
Fællestræningen afføder udelukkende positive resultater. Udover bedre fysisk form og velvære, højner det i den grad sammenholdet, og skaber en mere positiv stemning blandt alle ombordværende.
Langtidsperspektiverne taler nærmest for sig selv. Vi holder os alle mere raske og rørige, alt sammen til gavn for os alle som individer, og ikke mindst for vores familier, når vi er hjemme.
Venlig hilsen Michael
Amine Bak Kassim og hans kolleger planlægger også at dyrke en masse fælles motion i uge 41:
Hej SEA HEALTH & WELFARE 😊
Vi er allerede godt i gang, men giver vi den ekstra gas i uge 41.
Vi startede ved at hænge et opslag på tavlen, og prøvede at motivere vores kolleger ved at fortælle, at det hele kun tager 5-10 min., så alle niveauer kan være med.
Vi vil gerne motivere vores kolleger om bord til en sundere og bedre livsstil – også ved at bruge FIT4SEA.
Det er dejligt at opleve, hvordan vi får nogle friske og glade kollegaer efter træning. Og så giver det en god kickstart på dagen 💪🏽
Med venlig hilsen
Amine