På VISTULA MAERSK er besætningen vilde med at spille dart

Besætningen på containerskibet VISTULA MAERSK kan vælge at deltage i en række sociale aktiviteter som bingo, barbecue arrangementer, bordtennis, bordfodbold og flere andre spil.

Der er dog ét spil, som hele besætningen samles om – dartturneringerne.

”Vores dartturneringer er helt klart blevet en succes ombord. Fra mit synspunkt handler det ikke om at vinde. Nej, det hele handler om at få skabt en god stemning, for et skib med en glad besætning fungerer altid godt,” siger kaptajn Erling Joensen.

Det begyndte i 2018, hvor SEA HEALTH & WELFARE donerede en dartskive. I forbindelse med COVID-19 pandemien blev der mulighed for at investere en del penge i dartudstyr.

Med hjælp fra Belinda Hoff fra sømandsklubben i Brielle ved Rotterdam blev dartrummet indrettet med lækkert lys og plakater med billeder af professionelle dartspillere. Der er også hængt dartskiver op forskellige steder på skibet, hvor besætningen kan øve sig mellem turneringerne.

”Da Belinda kom ind i billedet kom der rigtig gang i dart-projektet. Jeg blev selv meget glad for dart, selvom jeg aldrig har været ret god til det. Men jeg indså ret hurtigt, at jeg kunne bruge dart til at få folkene ud af deres kamre,” siger Erling Joensen.

Han mener, at det gør en forskel, at de har gode rammer for at holde dartturneringer ombord og at de har godt udstyr. Men selve planlægningen af turneringerne er også central for den store opbakning.

”Det kræver, at man sætter tid af til at planlægge og arrangere turneringer. Der vil altid være nogen, som ikke gider være med, men vi fik dem alligevel til at komme og være med, fordi de kunne se, at så mange deltog og fortalte om det.”

”Man kan måske sige, at dart er blevet vores sociale varemærke, og jeg er sikker på, at der er mange besætningsmedlemmer, der tager interessen for dart med til andre skibe. Jeg har selv oplevet besætningsmedlemmer, der påmønstrer med deres egne dartpile, fordi de har hørt om vores turneringer,” siger kaptajnen.

 DART PÅ VISTULA MAERSK

Der afholdes som regel 1-2 turneringer om måneden.

Interessen er så stor, at der for nylig blev afholdt fem turneringer på seks uger. Rekorden for deltagelse i en turnering var 22 ud af 24 besætningsmedlemmer.

Som regel spilles der dagligt kl. 19-21, og en turnering kan vare 4-7 dage.

Nogle af de populære dartspil er 501, Mickey Mouse og Lumberjack.

Der er altid præmier til Top 3 og trøstepræmier til resten. Præmierne kan være diverse frynsegoder fra rederiet og SEA HEALTH & WELFARE.

”Dartturneringerne har medført, at folk kommer tættere ind på hinanden og på ingen tid bliver knyttet som ét hold,” siger Erling Joensen.

Troels Leth