Ny vejledning giver gode råd til at skabe øget trivsel til søs

Vejledningen Trivsel til søs er en hjælp til rederier og søfarende, der prioriterer trivsel om bord.

Læs blandt andet om 6 forhold, der har betydning for om man trives i sit arbejde og hvorfor god kommunikation ofte er afgørende for at etablere et godt tillidsfuldt samarbejde mellem forskellige mennesker.

Man kan selv vise tillid og derved medvirke til at skabe tillid mellem mennesker. En tillidsvækkende adfærd handler om at være åben og nysgerrig over for andre og handle gennemskueligt. Trivsel hænger derfor tæt sammen med god ledelse.

“Skibet er både en arbejdslads og et hjem. Samtidig er besætningen i mange tilfælde længe om bord og langt væk hjemmefra. Det gør skibet til en særlig arbejdsplads, og det handler denne vejledning om; hvordan skibsledelse og besætning sammen kan skabe god trivsel om bord - både når arbejdsopgaverne skal løses og i fritiden,” siger arbejdsmiljøkonsulent Peter K. Petersen, der er redaktør på vejledningen.

Vejledningen er sendt til dansk-flagede skibe, der er medlemmer hos Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd/SEA HEALTH & WELFARE.

Eksemplarer af vejledningen kan desuden købes på shw.dk/webshop

Troels Leth