Styrbords Stjernerne vinder årets sidste Maritim Fodbold-turnering

Der var både kampgejst, gensynsglæde og masser af maritim holdånd, da efterårsudgaven af Maritim Fodbold 2026 blev afholdt i Svendborg. Styrbords Stjernerne løb med pokalen, mens et andet af turneringens hold kunne fejre et helt særligt jubilæum.

I alt deltog 10 hold: syv fra SIMAC, to fra Svendborg Søfartsskole samt Flydende Holdånd, der består af tidligere elever fra HF-Søfart i Svendborg.

For Flydende Holdånd var årets turnering noget særligt. Det er nemlig ti år siden, spillerne første gang stillede op sammen i turneringen.

De første tre år var det forholdsvis nemt at samle holdet, fortæller holdkaptajn Kristian fra Flydende Holdånd.

“Dengang gik vi alle sammen på HF-Søfart i Svendborg. Da vi dimitterede, skiltes vores veje. Nogle blev i Svendborg og læste videre på SIMAC, nogle drog til søs som ubefarne, og andre forsøgte sig med noget helt andet. Siden har vi brugt turneringen som en årlig lille gensynsfest,” fortæller han.

Selv om flere gennem årene er flyttet til andre dele af landet, har holdet holdt fast i traditionen.

“De drager hjertens gerne sydpå for at mødes med holdet her i Svendborg – og selvfølgelig for at vinde nogle fodboldkampe.”

Tæt finale afgjort med et enkelt mål

Efter velkomsten blev de første kampe fløjtet i gang kl. 14.45, og efter en række tætte opgør stod det klart, hvilke fire hold der skulle kæmpe om medaljerne.

Fra pulje A gik Styrbords Stjernerne videre som nummer ét, mens Engine Room FC tog andenpladsen. I pulje B sluttede Ballast Boys øverst efterfulgt af BS1.

I bronzekampen mødtes Engine Room FC og BS1 – begge fra SIMAC. Her sikrede Engine Room FC sig tredjepladsen med en 1-0-sejr.

Finalen stod mellem Styrbords Stjernerne fra Svendborg Søfartsskole og Ballast Boys fra SIMAC. Også her blev det en tæt kamp, men Styrbords Stjernerne scorede kampens eneste mål og kunne efter en 1-0-sejr løfte pokalen.

Dermed vender pokalen tilbage til Svendborg Søfartsskole, efter at Duponts Disciple vandt forårets turnering. To spillere fra forårets vinderhold var også med på Styrbords Stjernernes vinderhold.

Ikke 17 år længere

Flydende Holdånd nåede ikke medaljekampene, men holdet kom faktisk ubesejret gennem hele turneringen. Og trods de efterhånden ti år på bagen var der ifølge Kristian ikke noget galt med benene.

“Vi havde overraskende gode ben. Vi er jo ikke 17 år længere, som da vi var med første gang, men det glemmer vi, når vi spiller fodbold. De sidste par år har det resulteret i en del skader. I år slap vi heldigvis for de værste.”

Målscoringen kneb det mere med. Holdet måtte blandt andet undvære to spillere, der normalt bidrager til holdets offensive spil.

“Fædrelandet og søen kaldte, så vi måtte klare os uden dem og med alternative opstillinger – blandt andet med en målmand ude i marken. Men vi kom ubesejret gennem turneringen, og det skal man heller ikke kimse ad,” siger Kristian.

En undskyldning for at mødes igen

For Flydende Holdånd handler Maritim Fodbold efter ti år om meget mere end resultaterne på banen. Turneringen er blevet en anledning til at holde kontakten ved lige, selv om spillerne i dag har vidt forskellige liv og karrierer.

Og samtidig sørger turneringen for en smule motion.

“Det er et rigtig godt initiativ. For nogle på holdet er det den årlige motion, vi får. Så kan man med ro i sindet tage et ekstra stykke kage og nyde en ekstra skarp indtil næste års årlige motion,” lyder det fra Kristian med et smil.

Holdet regner derfor også med at være tilbage i 2027. Om det bliver til forårs- eller efterårsturneringen, afhænger blandt andet af, hvordan spillernes forskellige tørner falder.

“Vi skal jo alle sammen have en undskyldning for at mødes igen og snakke om de gamle dage og stort og småt.”

Og kan Flydende Holdånd så vinde næste gang?

“Vi vinder altid på humøret og den gode stemning. Om vi også står som sejrherre til sidst, vil jeg sige, at der vist er rigtig gode odds på,” siger Kristian.

Ud over masser af fodbold bød dagen på solskin, højt humør og god stemning omkring banen. Tilskuerne strømmede løbende til og var med til at skabe en festlig atmosfære på sidelinjen.

Tak til alle spillere, dommere og tilskuere for endnu en god omgang Maritim Fodbold – og stort tillykke til Styrbords Stjernerne med sejren!

Datoen for Maritim Fodbold til foråret 2027 er ikke fastlagt endnu. Datoen meldes ud her på hjemmesiden og i vores SHW nyhedsbrev.

Videoen viser øjeblikket, hvor vinderen af turneringen offentliggøres og pokalen overrækkes.

Troels Leth