Retningslinjer skal virke i praksis – SHW kan hjælpe jer om bord
Det nye krav om skriftlige retningslinjer for det psykiske arbejdsmiljø på skibe handler ikke kun om at have formuleret retningslinjerne korrekt og fyldestgørende. De skal også fungere i hverdagen om bord. SEA HEALTH & WELFARE står klar til at hjælpe rederier, skibsledelser og sikkerhedsorganisationer med at omsætte retningslinjerne til konkret handling.
Siden 1. juli 2026 har det været et krav, at alle danske rederier har udarbejdet og implementeret skriftlige retningslinjer, der skal sikre et sundt og sikkert psykisk arbejdsmiljø for alle, der arbejder om bord på rederiets skibe.
Danske Rederier har blandt andet udarbejdet en vejledende skabelon, som medlemsrederier kan bruge som udgangspunkt for deres egne retningslinjer. Læs mere her
Men arbejdet slutter ikke, når retningslinjerne er formuleret og lagt på plads. Det er ude på skibene, at de skal gøre en forskel.
Fra retningslinjer til hverdag
Retningslinjerne skal være kendt af de søfarende og implementeres i praksis. De skal samtidig løbende evalueres, opdateres og drøftes mindst én gang om året i skibets sikkerhedsorganisation.
Her kan SEA HEALTH & WELFARE hjælpe.
”Vi rådgiver rederier, skibsledelser og sikkerhedsorganisationer om, hvordan arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø kan omsættes til konkrete aktiviteter og dialog om bord,” siger Mathias Augustsen, der er faglig leder ved SEA HEALTH & WELFARE.
Det kan eksempelvis handle om, hvordan man tager hul på samtaler om trivsel, samarbejde, arbejdsbelastning, kultur og adfærd – og hvordan sikkerhedsorganisationen kan arbejde systematisk med emnerne som en naturlig del af det daglige arbejdsmiljøarbejde.
”Det afgørende er, at retningslinjerne ikke bare bliver et dokument, man kan tage frem, når der er brug for det. De skal være kendte og kunne mærkes i hverdagen om bord. Det kræver dialog og involvering, og her kan vi hjælpe skibene og rederierne med at komme fra ord til handling,” siger Mathias Augustsen.
Vi kommer også gerne ud
Hjælpen fra SEA HEALTH & WELFARE kan tilpasses det enkelte rederi og skib.
Det kan være konkret rådgivning pr. mail eller telefon, men vores arbejdsmiljøkonsulenter deltager også gerne i møder om bord på skibene eller hos rederierne.
SEA HEALTH & WELFARE stiller sig desuden til rådighed for seminarer, temadage og andre arrangementer på land, hvor eksempelvis kaptajner, seniorofficerer, medlemmer af sikkerhedsorganisationerne og andre beslutningstagere fra skibene mødes.
”Her kan vi blandt andet bidrage med faglige oplæg, dialog og konkrete værktøjer, som deltagerne efterfølgende kan tage med tilbage om bord,” påpeger Mathias Augustsen.
Dialog frem for dokumenter
SEA HEALTH & WELFARE har allerede en række værktøjer og materialer, der kan understøtte arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø.
Fælles for dem er, at de skal gøre det lettere at tale om emner, der ikke altid er enkle at tage op: Hvordan taler vi til hinanden? Hvor går vores grænser? Hvordan håndterer vi konflikter? Hvad gør vi, hvis en kollega mistrives? Og hvordan skaber vi en kultur, hvor alle om bord oplever respekt og tryghed?
Værktøjerne kan bruges som afsæt for dialog i sikkerhedsorganisationen eller blandt hele besætningen og dermed være med til at gøre rederiets retningslinjer konkrete og relevante i hverdagen på det enkelte skib.
”Der findes ikke én løsning, der passer til alle skibe. Besætninger, arbejdsopgaver og kulturer er forskellige. Derfor tager vores rådgivning udgangspunkt i det enkelte skib eller rederi og i de udfordringer, de oplever i praksis,” siger Mathias Augustsen.
Brug SEA HEALTH & WELFARE
Har I retningslinjerne på plads, men er I i tvivl om, hvordan I får dem til at fungere i praksis?
Så tag fat i SEA HEALTH & WELFARE på mail: info@shw.dk eller telefon +45 7240 2610.
Vi hjælper gerne med sparring og rådgivning – på telefon og mail, hos rederiet eller ude på skibene. Vi deltager også gerne i seminarer og arrangementer for skibsledelser, sikkerhedsorganisationer og andre nøglepersoner.
Retningslinjerne er fundamentet. Den virkelige forskel skabes, når de bliver en del af hverdagen om bord.