På DAN SABIA bruger vi rigtig mange kræfter på adspredelse
’Day of the Seafarer’ er lige om hjørnet. Dagen hvor vi viser søfarende vores støtte og taknemlighed ved at råbe højt: Søfarende er keyworkers!
I år har vi valgt at lave lidt om på konceptet, og i stedet introducere ’Week of the Seafarer’. Det er fordi, vi mener, at søfarende fortjener mere end blot en dag til at hyldes og anerkendes for deres ekstraordinære indsats og mange afsavn under coronakrisen. Det betyder, at fra den 19. juni og helt frem til den 25. juni dedikerer vi vores platforme til at hylde søfarende, der oplever ekstra lange udmønstringer og store savn til familie og venner. Og også til alle andre søfarende, fordi de er enestående og fordi de sørger for, at verden ikke går i stå.
Her er det Michael Thinnesen, maskinmester ombord DAN SABIA, der sender en hyldest til søfarende:
“På DAN SABIA bruger vi rigtig mange kræfter på adspredelse (distraktion) i form af sociale tiltag, oftest i form af spil af alskens art. Gerne spil der henvender sig til så mange så muligt, således ingen sidder tilbage med følelsen af at være alene eller isoleret.
Vi afvikler i videst muligt omfang Tanker-golf ugentligt, en gang imellem med præmier sponsoreret af skibsklubben. Derudover afvikler vi dart-turneringer, bordfodbold-turneringer og PlayStation-turneringer.
Vi afvikler ligeledes fælles filmaftener, også for at højne socialt samvær. Fællesspisning udendørs i det gode vejr er også et yderst populært tiltag, der bl.a. giver mulighed for at mødes og snakke en smule mere uformelt, på tværs af kulturel baggrund.
Sidst men ikke mindst holder vi dørene åbne for alle der måtte have behov for at lette deres hjerte, det være sig i form af, hvordan det går med familien hjemme, eller hvad som helst folk måtte have behov for at snakke om.
Fitness-arrangementer ej at forglemme: Jeg fungerer som tovholder og sørger for, at så mange som overhovedet muligt er aktive i deres fritid. Vi er meget aktive på DAN SABIA, og der kommer hele tiden nye ”medlemmer” til. I samme åndedrag har jeg startet en ”30 Day Plank-challenge” op for et par uger siden (vi har netop rundet dag 21 = 2,5 min., og vi har naturligvis tænkt os at gå hele vejen). Samtidig modtager jeg adskillige input med forslag til kommende fitnessudfordringer, så det må siges at have vundet indpas her hos os.
På det personlige plan gør jeg meget ud af at holde mig ”sund og rask” og i god fysisk form/ved godt helbred. Jeg er af den overbevisning, at fysisk velvære automatisk højner det psykiske velvære, og således fungere som delvis distraktion fra tankerne på familien på hjemmefronten.
Naturligvis lider jeg, ligesom alle andre søfarende, afsavn, og jeg påvirkes på nøjagtig samme måde som alle andre af omstændighederne. Med distraktion mener jeg naturligvis heller ikke, at man skal forsøge at glemme hjemmefronten, men af og til er det godt at tænke på noget andet også, og her fungerer specielt fysisk velvære rigtig godt for mig.
Jeg sætter også stor pris på muligheden for at snakke på tomandshånd, når lejlighed byder sig, og få lettet hjertet om nødvendigt, evt. snakke om familie og venner hjemme i Danmark. Nu er vi jo alle forskellige, og ikke alle har samme behov, men for mig fungerer det på denne måde. Af samme grund lægger jeg også gerne ører til, når/hvis andre har behov for at fortælle.
Slutteligt er det måske værd at nævne, at jeg qua min alder (ung mand på 54 år) har oplevet længere udmønstringer tidligere i min karriere til søs, og derfor er jeg ikke helt så hårdt ramt som mange andre, omend omstændighederne for de forlængede udmønstringsperioder naturligvis er anderledes pga. Covid-19.”