Hvem skal betale for mine sikkerhedsbriller med styrke?

 

I SEA HEALTH & WELFARE modtager vi ofte spørgsmål fra rederier og søfarende, som mange andre kan have glæde af. Derfor bringer vi her spørgsmål og svar om alt inden for arbejdsmiljø og velfærd til søs. Du kan også sende dit spørgsmål til info@shw.dk.

 

 

Kære SEA HEALTH & WELFARE

Min alder har indhentet mig og mit syn er ikke så godt, som det var engang. Jeg har derfor været forbi optikeren for at få briller med styrke og glidende overgang. Da det er et krav fra min arbejdsgiver, at jeg skal bære sikkerhedsbriller på min arbejdsplads, anskaffede jeg mig ved samme lejlighed også et par sikkerhedsbriller med styrke.

Jeg havde forventet, at udgiften til sikkerhedsbrillerne ville blive dækket af min arbejdsgiver, da de skal stille værnemidler til rådighed. Dog har min arbejdsgiver afvist at dække hele udgiften, da de kun giver et mindre fastsat tilskud. Kan det være rigtigt, at jeg selv skal stå for størstedelen af udgiften til sikkerhedsbriller med styrke?

Mvh
Poul

Svar

Kære Poul

I ’Bekendtgørelse nr. 1246 Meddelelser fra Søfartsstyrelsen A, tekniske forskrift om arbejdsmiljø i skibe’ står, at arbejdsgiveren skal stille værnemidler til rådighed for den ansatte med reference til arbejdstilsynets regler. Derfor skal vi kigge i ’Arbejdstilsynets vejledning D.5.8 - 1. april 2007 om øjenværn’ hvor der står følgende vedrørende anskaffelse og tilpasning:

Hvis brugeren har behov for at anvende synskorrigerende briller, skal øjenværnet være stort nok til, at der er plads til brillerne, eller man kan bruge øjenværn med korrigerende linser.

Det betyder, at arbejdsgiveren kan vælge kun at dække udgiften til sikkerhedsbriller, som kan anvendes i kombination med dine normale briller. Dog har flere arbejdspladser med årene indgået firmaaftaler med optikerkæder, så en medarbejder kan få dækket størstedelen af udgifterne til anskaffelse af sikkerhedsbriller med styrke.

Vær opmærksom på at reglerne om sikkerhedsbriller og skærmbriller ofte bliver blandet sammen. Hvis en medarbejder skal have skærmbriller, skal arbejdsgiver dække alle omkostningerne til glasset og give et rimeligt tilskud til stel. Dette gælder ikke for sikkerhedsbriller med styrke.

God arbejdslyst!

Ester Ørum
Konsulent i SEA HEALTH & WELFARE